Tag-arkiv: skolebesøg

Artikel i Skolebiblioteket

vd-publicering-skolebiblioteketArtiklen findes i ”Skolebiblioteket”, nr. 4, 2014

 Af Karin Guldbrand, skolebibliotekskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune

Kender du det? En flok elever kommer på skolebiblioteket for at få noget om Australien. De går lige forbi bibliotekaren, forbi hylderne med Australiens geografi, biologi og historie og direkte hen computerne. Her googler de ”Australien” og får 38.300.000 hits. Det er svært tilgængelige informationer, noget med rejser til Australien og nogle vragdele fra et fly fra Malaysia.

Eleverne klikker sig planløst rundt og lander på Udenrigsministeriets side.
Det var ikke lige det, de ville …

Hvad er der galt?

Eleverne mangler kommunikationskritiske kompetencer!

Helt banalt handler det alt sammen om at kunne søge informationer ved hjælp af de rigtige læse- og søgestrategier, kunne vurdere det, man har fundet – og sætte det ind i den sammenhæng, man har brug for.

Ud fra ovenstående erfaringer søgte – og fik – vi i Ringkøbing-Skjern Kommune midler fra Udviklingspuljen under Kulturstyrelsen til at gennemføre projektet ”It-læsekompetencer i fagene” fra 2012-2014.

Projektdeltagerne har udarbejdet undervisningsforløb til hele skoleforløbet, afprøvet disse på egne skoler og har derefter på kommunens øvrige skoler samarbejdet med lærere og læringscenterteam om at få forløbene gennemført i praksis.

Sideløbende er der arbejdet med at udvikle en egentlig strategi for it-læsning, der med udgangspunkt i praksisforløbene giver anvisninger til, hvordan der kan arbejdes med elevernes it-læsekompetencer på de forskellige klassetrin.

Lige fra skolestart skal der arbejdes målrettet med læse- og søgestrategier, hjemmesiders opbygning og et begyndende fagsprog. På mellemtrinnet fortsættes der med kommunikationssituationen, mere strategiske søgninger og kendskab til multimodalitet. Endelig arbejdes der i overbygningen på at eleverne opnår digital dannelse og kommunikationskritiske kompetencer.

Men også forankring har været et vigtigt element. It-læsestrategien bliver en del af kommunens handleplan for sprog og læsning. Vi indfører Netfinder på 6. årgang som en uhøjtidelig dyst, men også som en pejling på, om man som klasse kan det, man skal kunne på dagen. Desuden opfordrer vi til at tage it-læsning ind i årsplanerne, teamsamtalerne og arbejdet med de digitale læremidler.

Det har været godt at have et udviklingsprojekt. Vi er mange, der er blevet meget dygtigere. Dels har vi fået god sparring, men det er også blevet synligt, hvor meget viden, kreativitet og energi, der udfolder sig på skolerne – og som er blevet kanaliseret ind i projektet. Tak for det! Og hermed en opfordring til at kaste sig ud i udvikling. Det er lige akkurat så besværligt, som man frygter – og lige så udviklende, som man håber.

Lige nu står vi – konsulenterne – overfor at gennemføre skolebesøg på kommunens 25 skoler for at udbrede strategien og fortælle om undervisningsforløbene, der er lige til at tage ned af hylderne og bruge i undervisningen. Det er nu, projektet skal stå sin prøve.

Hermed gives stafetten videre til Jakob Neergaard Hausted, Hedensted Kommune.

Projektgruppen består af 8 skolebibliotekarer, it-vejledere og læsevejledere fra 4 skoler, læsekonsulent Birgitte Ladekjær og undertegnede. Derudover har vi haft Jeppe Bundsgaard, DPU tilknyttet, ligesom vi har drøftet knaster undervejs med John Klesner, Favrskov Kommune. Undervisningsforløb og strategi er tilgængelige i Projektbanken på Kulturstyrelsens hjemmeside.